Ny kirkebogsførende præst
Søndag den 3. december kl. 10.00 indsættes vores nye kirkebogsførende sognepræst Marcus Greiner Hultberg ved højmessen. Provst Søren Nolsøe indsætter Marcus ved en festlig gudstjeneste, hvor der er gjort lidt ekstra ud af musikken og sangen. Bagefter er der reception i Sognegården, hvor alle er velkomne til at komme og hilse på vores nye præst.
Det har været en længere proces for menighedsrådet at få embedet besat siden Maria Rosted Smith skiftede embede, - der skulle nemlig først anskaffes en tjenestebolig, før kirken kunne gå videre med ansættelsesproceduren. Men nu er det hele langt om længe faldet på plads, og menighedsrådet har gjort sig umage med at vælge en præst, som de er overbeviste om, at sognebørnene vil blive rigtig glade for.
Marcus fortæller om sig selv og tankerne for sognet og sognebørnene:
”Jeg er 40 år gammel, forlovet med Pernille (35) og far til to børn Arthur (3 år) og Marie (7 år). Jeg er født og opvokset i Taastrup, hvor jeg har boet i Grønnehaven på Skolevej og senere på Stillidsvej. Begge mine forældre er akademisk uddannet, og religion var ikke et gennemgående tema i mit barndomshjem. Selvom jeg altid har båret rundt på en kristen bevidsthed, får den således først form senere i livet. I min ungdom ville jeg gerne læse filosofi, men da min mor døde i 2011, ændrede behovene sig. Nu var det ikke længere nok for mig bare at stille en masse gode spørgsmål – jeg fik også brug for nogle svar. På den baggrund valgte jeg i 2013, at jeg ville læse teologi, og i dag, 10 år senere, står jeg overfor mit tredje år som sognepræst.
For to år siden rykkede familien til Røsnæs på Vestsjælland, da jeg havde fået stilling som sognepræst i Raklev-Røsnæs pastorat. I den tid har vi boet på Røsnæs i Ulstrup Præstegård. Røsnæs er et dejligt område med sin helt egen særprægede natur og lokalbefolkning. Det har været en god oplevelse at bo her, og jeg har været glad for begge mine menigheder, kollegaer og menighedsråd. Men vi, familien, var også kommet for langt væk fra vores rødder, og vi begyndte at savne forstadsmiljøet.
At komme til Taastrup Nykirke sogn som præst er særlig stort for mig. Jeg er selv født og opvokset i Taastrup, så det bliver som at vende hjem. En helt særlig tilknytning har jeg til netop Taastrup Nykirke, hvor min søn Arthur – og jeg selv – er blevet døbt. Derudover er min mor og stedfar henholdsvis begravet og bisat fra kirken ved den tidligere præst Maria Rosted Smith. Så ikke nok med at kirken og sognet er noget helt særligt for mig - stillingen i sig selv bliver også helt særlig at træde ind i.
Jeg tror på, at Gud er kærlighed, og som menneske er jeg optaget af at gøre verden omkring mig til et bedre sted. Kirken er platform for dette virke. Som det hedder i en af Grundtvigs salmer ”midt iblandt os er Guds rige”. Men selvom kilden til det gode er midt iblandt os, er det ikke altid nemt at få øje på. I kirken har vi en svær, men unik formuleringsopgave, der består i at gøre kristendommen virksom i menneskers liv. Det er ikke nogen nem opgave, fordi alle mennesker jo er forskellige. Dette gør sig ikke mindre gældende i Taastrup Nykirke sogn, hvor opgaven kræver viden om og føling med en diversitet af nuværende – og potentielle sognebørn. Jeg håber og tror derfor på, at min baggrund vil være en fordel for mig som præst blandt Taastrupborgerne. Jeg kender jo Taastrup fra mange sider og har begået mig i mange forskellige miljøer.
Jeg elsker musik og kan ikke leve uden min guitar. Jeg har spillet koncerter i kirkerne på Røsnæs og i Raklev. Udover mine kerneopgaver som præst vil jeg glæde mig til at bidrage musikalsk til sognet.
I det hele taget glæder jeg mig helt ustyrlig meget til at blive en del af holdet i Taastrup Nykirke og sammen med menighedsrådet, mine præstekolleger og ansatte at udvikle kirkens liv.”
Menighedsrådet og kirkens personale glæder sig også til, at Marcus begynder, og vi håber at rigtig mange vil lægge vejen forbi kirken søndag den 3. december kl. 10.00 for at byde Marcus velkommen