Kæmp for kærligheden

Græsset er ikke grønnere på den anden side, men grønnest hvor du vander det!

Høje Taastrup Provsti tilbyder kurser for par med fokus på kommunikation, konflikthåndtering og værdier i familien. Målgruppen er par (med og uden børn) som ønsker at styrke deres forhold.
 
Undervisning - ikke terapi
Kurset er IKKE et terapeutisk tilbud, men et dynamisk kursus, hvor der veksles mellem øvelser og oplæg, som kombineres med videoklip. Undervisningen er fælles og efterfølges af opgaver, som man arbejder individuelt med sammen med sin egen partner.  Ingen par skal fortælle de andre kursusdeltagere om deres parforhold!
 
Indhold
Opskriften på det perfekte kærlighedsforhold findes ikke. Men på kurset vil vi arbejde aktivt med at skabe sunde kommunikationsmønstre og blive bevidste om forholdets værdier. Hvert par modtager vejledning i løbet af undervisningen, hvis de ønsker det.
Kurset er en gave, du og din partner giver til hinanden: en hel lørdag og tre aftener med fokus på jeres parforhold og familieliv.
 
PREP
Kurset er baseret på konceptet Prep, som står for Prevention and Relationsship Enhancement Program. Læs mere om PREP på center for familieudvikling: https://www.familieudvikling.dk/kurser-til-par/hvad-er-prep/
Centeret er en nonprofit-organisation, der arbejder med trivsel og udvikling i familier, og er støttet af Familiestyrelsen.
 
Undervisere:
Ane Øland Bækgaard, sognepræst i Ishøj/Torslunde Pastorat. Ane er certificeret PREP prep-kursusleder i 2014 (Center for familieudvikling).
 
Hvor og hvornår?
 
 
Pris
Prisen er 500 kr. pr. par, som inkluderer materialeudgifter, kaffe/te og ønsker man sandwich til aftensmad, kan dette tilkøbes for 50 kr. pr. gang pr person. Man er velkommen til selv at have mad med.
 
Tilmelding og information
Tilmeld jer hos sognepræst Ane Øland Bækgaard (anop@km.dk). Angiv jeres navne og adresse, og skriv desuden maks et par linier om jeres motivation og familieforhold (alder, børn). Par fra Høje Taastrup provsti (Ishøj og Høj Taastrup kommune) har fortrinsret og først-til-mølle-princippet gælder.
Er I usikre på, om kurset er noget for jer, er I velkomne til at kontakte underviseren for en samtale.
Vel mødt!
 
Tidligere deltagere udtaler
”Kurset er meget oplysende, en øjenåbner. Noget, alle par burde unde sig selv”
Kvinde 32 år

”Man kommer tættere på både sig selv og sin partner ved at følge kurset”
Mand 39 år
 
”God inspiration, men svært og hårdt arbejde ligger forude for at kunne høste frugten. Forhåbentligt er dette begyndelsen på bedre kommunikation – både til gavn for os voksne og vores børn”
Kvinde 39 år
 
”Overraskende positivt og udviklende for min indsigt i min partners univers”
Mand 45 år
”God bevidstgørelse af elementerne i parforholdet. Godt og afbalanceret kursus – givende.”
Mand, 41 år

”Dejligt at folkekirken vil os medlemmer og hjælper os til at få et liv, som er bedst muligt”
Kvinde, 62 år

”God gødning til parforholdet”
Kvinde, 35 år

”Tankevækkende og udviklende. Det giver anledning til selvindsigt og parindsigt at få begreber og værdier præsenteret på et neutralt og overordnet plan. Det kan gøre lidt ondt, men det udvikler parforholdet!”
Mand 56 år

”Kurset er meget anbefalelsesværdigt. Det er en øjenåbner at få en fælles reference om fælles problematikker. Det har været værdifuldt at være sammen om og få redskaber til vores samtaler.”
Kvinde 44 år

Vil du vide mere, så kontakt Ane Bækgaard (anop@km.dk)